- Skrevet af Lisa Bærentsen
Til kamp mod kedelige idrætstimer

Denne overskrift sprang for nyligt i mine øjne. Debatten går livligt på de sociale medier; Idrætstimerne i folkeskolen har ry for at være kedelige. Min egen datter går i 4. klasse og kan være lidt svær at få ud af døren om onsdagen, for 'Åh mor, det er så kedeligt i idræt!'. Og til spørgsmålet om, hvad der skal til for, at hun vil synes bedre om idræt, svarer hun prompte: 'Du skal komme og undervise i dans, mor!'
Jeg har sat mig for at finde ud af, hvad der er op og ned i den debat. For vi er på den ene side blevet lovet en ny skolereform med fokus på bevægelse i hverdagen, herunder opkvalificering af netop idrætslærerne og på den anden side møder vi en indikation af, at der f.eks. i udskolingen er blevet mindre tid til bevægelse i idræt, fordi undervisningen er blevet mere teoretisk. Samtidig bliver de nye bevægelsesbånd flere steder ikke gennemført som tiltænkt.
Derfor har jeg besøgt én, som har fingeren på pulsen i forhold til de mange tiltag, der bliver gjort på området. For der bliver gjort meget. Virkelig meget.


