• Published in Månedens gæst

Silas - Bedre end bogen!!!

Skrevet med baggrund i foredrag i Seest Kirke, lørdag den 28. maj 2016

Bogen slugte jeg råt for usødet. Det samme gjorde jeg, da jeg idag hørte Silas Holst's foredrag om mobning. Og jeg må sige, jeg forstår godt, han insisterer på, at foredraget skal opleves live og ikke via streaming eller folks private videooptagelser. Han skal opleves!! Også selvom, du har læst hans bøger.
 
Da jeg for 3 år siden læste Silas' første bog, sad jeg tilbage med følelsen: 'Sig, det ikke passer. Please. Sådan er der ingen, der skal leve.' Og jeg kan huske, hvordan jeg tog min datters trivsel i skolen lidt mere alvorligt og hvor taknemmelig jeg var over at hun er god til at sætte ord på sine oplevelser og følelser. Silas fortæller nemlig, at han skjulte mobberierne for sin mor gennem hele sin folkeskoletid.

Idag var mit udbytte af foredraget om muligt endnu større. Jeg tager hatten af for den mand, der benytter sine chancer til at sætte fokus på ansvar, respekt og næstekærlighed. Værdier som vi alle formentligt lægger stor vægt på, men som vi desværre ikke alle mestrer lige godt. Eksempelvis fortalte Silas idag, at han er blevet chikaneret af en mand, der har sendt breve med beskeden om, at han håber, Silas' barn bliver taget fra ham, så hun ikke skal vokse op med to fædre....

Vi voksne må tage vores ansvar alvorligt! Vi er faktisk de værste! Børn kopierer som bekendt de voksnes adfærd. Råber vi, lærer vi dem, at det er ok at råbe. Bander vi, bliver bandeord en del af vores børns sprog. Og hvis vi opfører os usmageligt over for vores medmennesker, hvordan skal vores børn så lære at vise respekt og næstekærlighed?

Vi voksne må starte hos os selv og jeg har efterfølgende tænkt videre; tænk hvis vi prøvede at sætte fokus på, at børn også er søde ved hinanden, at de faktisk OGSÅ i skolen lærer at være opmærksomme på, at ingen går for sig selv i frikvartererne, at den gode lærer træner vores børn i at give hinanden komplimenter og at vi som forældre faktisk godt forstår OG praktiserer næstekærlighed. Ikke for at lukke øjnene for mobning, som Silas hævder at vi nok aldrig kommer til livs, men for at flytte fokus fra at børn kan være noget så onde ved hinanden og over på, at det faktisk er os voksne der må tage et ansvar for, at børn lærer, hvordan man er søde og ordentlige ved sine medmennesker og lære dem at forskelligheder er godt for mangfoldigheden og kreativiteten. Tænk hvis alle var ens, tænkte ens og gik ens klædt. Hvor kedeligt ville det ikke være?

Vi blev dog også sendt fra foredraget med to simple øvelser, som du med fordel kan afprøve på dig selv:

1) Øv dig i at vise din taknemlighed uden at pakke den ind. Når nogen giver dig noget; så sig tak! Undlad 'det skulle du virkelig ikke have gjort!' Sæt pris på at de har tænkt på dig ved at vise, at du bliver glad. Hvis det skal være helt vildt, så sig 'Tusind tak':-)

2) Næste gang du kommer på arbejde, så prøv at sig god morgen til en, du ikke plejer at hilse på, eller gå hen til en kollega, du ikke normalt snakker med og spørg om vedkommende har sovet godt.

Vi kan kun lære vores børn om ordentlig opførsel og pli, hvis vi går forrest og viser hvordan man viser hinanden respekt og rummer forskelligheder. Jeg melder mig i truppen af forældre, der vil tage det ansvar alvorligt og gøre hvad jeg kan for at INGEN lige som Silas skal opleve sine skoleår som 10 år, der bare skal overleves. Det helvede må ingen børn opleve. Det må - uden diskussion - være et opnåeligt mål!

Og hvis vi alle bliver lidt bedre til at snakke om de ting der er svært, lærer vi vores børn at livet ikke altid er en dans på roser og ikke mindst hvad vi kan gøre, når vi møder modvind - for det gør vi alle!

God dag derude i en mangfoldig verden!

Lisa

#rubusteogrummeligebørn
#børnkanklaremeget
#børnkanlæremeget
#børnerfremtidensvoksne

 


 

Du er beautiful - Dans mod mobning

dancezone.dk søger 0. og 5. årgange i skoleåret 2017/18, der vil medvirke i en unik anti-mobbe kampagne, hvor der i løbet af 3 spændende dage vil blive sat fokus på, at et hvert menneske er unikt mht. personlighed, evner, udseende og drømme. Der skal selvfølgelig danses, men mere vil jeg ikke løfte sløret for her.

Klasselærere for interesserede klasser/årgange, kan sende en uforpligtende ansøgning med en kort beskrivelse af klasserne på årgangen og baggrund for at ville være med i projektet til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. senest den 1.2.2017, så vil der blive sendt en beskrivelse med yderligere information om projektet til optagede klasser/årgange i god tid inden sommerferien 2017. Alle ansøgere vil desuden få svar på rettidige ansøgninger senest 1.4.2017.

Kampagnen inkl. videooptagelser vil blive lavet på de udvalgte skoler i skoleåret 2017/18. Dagene kan med fordel indgå i en faguge/temauge.

Der må påberegnes omkostninger til projektet, som skolen evt. kan søge dækket via lokale tilskudsordninger i kommunen, sponsorer eller anden fundraising. dancezone.dk udarbejder projektbeskrivelse og budget som kan vedlægges ifm. støttemuligheder.

 


 

Konkurrence for modtagere af nyhedsbrev

Den 1. januar 2017 bliver der trukket lod mellem alle modtagere af dancezone.dk's nyhedsbrev Tak for dansen!

Præmien er:

1 stk. DVD med eksklusiv musikvideo med Silas Holst, hvor han synger den legendariske 'She's like the wind'

1 stk. svedbånd fra Dirty Dancing The Musical

Vinderen får direkte besked på den tilmeldte email-adresse.

 


 

Log ind eller Opret bruger